Skuespiller, teaterdirektør og -iscenesætter. Født 9/12 1934. Gift med skuespillerinde Lily Weiding.

Elev på Det kgl. Teaters elevskole 1958-62 efter først at have været elev ved Odense Teater et år. Direktør for Bristol Teatret 1971-80, Alléscenen (Betty Nansen) 1980-92 og derefter Østre Gasværk, som han skabte og ledede indtil 1998.

Musikalitet gennemsyrer Morten Grunwalds filmtalent. Som teenager stod han første gang på en teaterscene som medlem af det fynske operakor. Og i en af sine smukkeste filmscener (fra "I den grønne skov", 1968) synger han en melankolsk Bellman-vise. Synge gør han ellers sjældent på film, men musikaliteten ligger i replikbetoningen, den smidige timing og den specielle lyse stemmeføring, der i starten blev betegnet som et handicap på scenen, men på film klinger udtryksfuldt af et blidt fynsk gemyt.

Det er ikke mindst hans afglidende musikalitet, hans evne til - med små justerende hop - at holde trit, der forsoner Egon og Kjeld med hans mange småforræderier som den opportunistiske midtermand Benny i Olsen-bande-serien og sætter ham i stand til at give sin kendingsreplik "Skide godt, Egon!" den fulde vægt. Og med lutter rytmesans og spændstig timing kan Grunwald holde selv en jævn komedie som "Far laver sovsen" (1967) i kog.

Efter tre ubetydelige småroller får en han større birolle i Henning Carlsens "Hvad med os?" (1963), hvor han ses som mut macho-musiker. Men da har han allerede haft en tv-dramatisk debut som kontorets endnu ufordærvede yngstemand i Leif Panduros tv-gennembrudsstykke "En af dagene" (1963), der indvarslede en ny hverdagsrealisme i Harold Pintersk udformning. Det er her, han med inderlig overbevisning karakteriserer kontorlivet i slutreplikken: "Det er rædselsfuldt!" Og Grunwald fortsatte som Panduro-skuespiller i en langt større rolle som antihelten i det væsentlige tv-drama "I stykker" (1966), hvor han i Leon Feders instruktion foregriber senere kyniker-roller som Birgitte Prices lettere afstumpede elsker.

Men det var som lystspil- og farceskuespiller, dansk film især havde bud efter ham op gennem 1960'erne, hvor hans kinder blev rundere, og han rendyrkede en gemytlig stil, der både kunne rumme ungdommelig frækhed (tyven i "Fem mand og Rosa", 1964, sømanden i "Een pige og 39 sømænd", 1965) og en humørfyldt og velramt karaktertegning af bøvet dansk naivitet (titelrollen i de to Frede-agentfilm).

Generelt arbejder en indre og ydre robusthed for ham selv i tynde roller - charmen ligger i noget basalt ukrukket og oprindeligt ved hans joviale manér. I 1960'erne er han den rare fyr, i 1970'erne melder noget mere farligt sig. Han håbede på en erotisk rolle i Finn Karlssons "I morgen, min elskede" (1971), men den kom ikke i dette dorske drama. Til gengæld bringer han et frisk og frejdigt pust af erotik ind i Maude Varnæs' stille stuer i "Matador", hvor man gerne havde set mere til ham som Maudes frimodige ungdomsven, kunstmaleren Ernst Nyborg - en rolle, han igen i høj grad spiller på rytmesans.