Skuespiller. Født 28/5 1884, død 4/11 1972 - 88 år gammel. Søn af en brændevinsbrænder og den yngste i en børnflok på 15. Gift tre gange.

Efter at have læst hos Peter Jerndorff debuterede han i 1905 på Dagmarteatret. Johannes Meyer fik en omfattende scenekarriere og har været engageret ved skiftende teatre gennem hele sin karriere: 1907-16 Folketeatret, 1916-18 Det ny Teater, 1918-23 Dagmarteatret, 1923-26 atter på Det ny Teater, 1926-36 div. revyer, Nørrebros Teater og Betty Nansen teatret, 1936-41 Folketeatret igen, 1941-53 og 1960-63 Det kgl. Teater.

I 1953 fik han bevillingen til Regina-biografen i Århus, som i 1960 blev ombyttet med bevilling til Metropol-biografen i København.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han står i almindeligt omdømme side om side med den jævnaldrende Poul Reumert som 1900-tallets betydeligste mandlige teaterskuespiller.

På film er Meyer dog Reumert klart overlegen i alsidighed, dybde og ægthed. Modsat Reumert skabte han sine roller indefra, med 'hjerte og følelse', som han selv sagde. Det blev relativt sjældent til hovedroller (Meyer var 49, da han tonefilmsdebuterede), men hans samlede filmindsats rummer en nærmest utrolig spændvidde, lige stærk i tragik og humor, dæmpet komedie og grotesk farce, hverdagsdrama og noir-stiliseret krimi.

Hverken på film eller teatret var han kræsen i sit rollevalg, og han kunne ikke forvandle alt til guld. Men hans naturlige pondus, hans berømte sprukne rivejernsstemme, der så ofte rummer et ekko af noget længselsfuldt og sørgmodigt, hans umiddelbare virile følelsesfuldhed og hans frodige karakteriseringsevne placerer ham som dansk films centrale birolleskuespiller ved siden af Ib Schønberg.

Han var en meget anvendt stumfilmsskuespiller, debuterede efter alt at dømme omkring 1908-9 og ydede en stor præstation som hustyrannen i en af Carl Th. Dreyers bedste film, hverdagsdramaet "Du skal ære din hustru" (1925).

Tonefilmskarrieren indledtes med flittig medvirken i de lettere infantile farcer - en folkelig linie, han allerede havde afstukket på teatret med langtidssuccesen "Styrmand Karlsens Flammer", hvor Kaptajn Hammer nok blev hans populæreste rolle nogensinde (ca. 30 år efter kom han til at spille rollen på film i Annelise Reenbergs lidt tamme udgave).

Først i "Rasmines Bryllup" (1935) fik han en film-hovedrolle, som hidsigproppen blikkenslager Mikkelsen, en forrygende morsom bravourpræstation af næsten absurdistisk vælde. Hans blikkenslager er en af de groteske fabelskikkelser i dansk film - snart en orkan af snerrende arrigskab, snart et vrag af krybende paranoisk mistænksomhed. Meyers bevidst teatralske spil virker meget moderne i sine barokke, lidenskabelige excesser, og det er tankevækkende, at hans teaterpræstation som Cyrano de Bergerac, der blev stærkt kritiseret af samtiden i 1917, siden er blevet genvurderet af andre vidner og bedømt som forud for sin tid.